A Little... Talk

[Deleted]

Tag: Marguerite Sophia King

Blæk. Denne arbejdsdag havde nærmest ikke bragt andet end blæk til Alastair. Blæk der om og om igen blev brugt til at underskrive alverdens breve og notifikationer. Men det var nu intet større problem, det var trods alt en del af jobbet, og Alastairs stoiske holdning bød ham blot at sidde rank på sin stol ved skrivebordet, og få det hele ordnet. Og ja, det tog jo sin tid. Især eftersom Alastair stædigt insisterede på at svare personligt på alt og til alle, og aldrig bruge en skriplepen eller skrivemaskine. Heldigvis havde han en god håndskrift, så det gik vel nok i sidste ende..
Klokken var ved at nærme sig enden på dagens første modul, og derved middagspausen for eleverne og underviserne. Under morgenmaden havde Alastairs gamle Hornugle, Tiberius, iblandt så mange andre ugler, bragt et lille notat til Miss King. Et notat der meget bestemt og kortfattet havde bedt hende om at møde op på hans kontor så snart hun kunne, under middagspausen. Der var endda givet et præcist tidspunkt, hvilket ville give hende ti minutter til at finde vej fra hendes klasselokale og helt op til Alastairs kontor. Ja, han var en punktlig herre, og gav ofte ikke megen rum eller plads til improvisation hos eleverne når det ankom sådanne sager.
Alastair fiskede kort sit lommeur frem fra jakkesættets inderlomme, og tjekkede tiden, inden han puttede den tilbage igen. Fokuseret vendte han så tilbage til skriveriet, efter at have skænket Tiberius et enkelt blik, som den gamle ugle sad stille på sin pind under loftet af stenpavillonen.

[Marguerite Sophia King]

   De sidste fem minutter af timen, sad Rita og vippede utålmodigt med sin fod, som om det skulle få tiden til at gå hurtigere. Hun havde faktisk ikke rigtigt kunnet koncentrere sig i timen overhovedet - og det var i hvert fald ikke den rigtige lyse lilla farve, som eliksiren havde, selvom Rita altså plejede at være en rimelig habil eliksirbrygger. Roden til hendes koncentrationsbesvær var den ugle, hun havde modtaget under morgenposten med besked fra Gryffindors Overhoved. Han ønskede at se hende. Rita hadede at få den slags beskeder, og hun nåede altid at blive hamrende nervøs - hvis de da bare ville vænne sig til at skrive et par enkelte ord om, hvorfor de ville se hende. Det ville gøre det hele meget bedre!
   I det sekund, hvor klokken afslørede, at lektionen var forbi, havde Rita skovlet sine bøger ned i tasken, pakket sine ting sammen og var ude af døren. Det var igen det med, at han havde kontor helt oppe i astronomitårnet. Astronomitårnet! Eliksirlektionerne foregik som vanligt nede i Krypten, hvorfor det ikke var helt forkert at sige, at Rita skulle fra den ene ende af skolen til den anden - og hun havde ti minutter til det. Det kunne godt nås, hvis man tog nogle genveje og havde fart på. Det slog hende flere gange på vejen, at man som elev på Hogwarts i dén grad fik gode ben. Alle de trapper... Heldigvis var formen rimelig god.
   Rita standsede op i en glidende bevægelse foran Alastairs kontor og kastede et blik på tiden. Jo jo, hun nåede det da, og havde endda tid til lige at trække vejret dybt ind og ud et par gange for at få åndedrættet under kontrol og prøve at berolige sine nerver lidt. Så løftede hun hånden og bankede på tre gange.

[Deleted]

Ak ja. Mange besøgende, kollegaer og elever, havde fundet det en smule irriterende at Alastair havde placeret sit kontor i Astronomitårnet. Det var selvfølgelig af grunde ikke alle behøvede at vide. Men Selv Alastair kunne ikke frasige sig blot en smule underholdning, fra de udmattede ansigtsudtryk der ofte viste sig igennem døren til kontoret. Alastair havde ikke bedt mange elever om at komme forbi kontoret, siden han blev Overhoved. Det var som bekendt sjældent at han gad eller kunne finde tid til at indgå i small-talk og ellers hyggelig samtale med elever. Det kunne højest blive til en enkelt kop the med en kollega, eller måske endda et spil skak med Prof. Wolf, hvis de begge havde tid til det. Eleverne tog jo meget af hans tid, så mon ikke det var fair at han tog lidt af tiden tilhørende Miss King?
De tre bank på døren forstyrrede ikke Alastairs skriveri, og han blot dyppede fjerpennen i blækket, inden han flygtigt vendte blikket op fra papiret og mod døren. "Kom ind, Miss King." Alastair hævede den fire hånd og viftede den i en blød bevægelse mod døren. Mange inkarnationer og besværgelser var lagt på dette kontor, og en af dem var en stor lås der gik tværs over døren. Der lød et lavmælt 'klank', og døren var låst op, hvorefter den også selv åbnede sig for Miss King. En anelse uhøfligt ikke selv at holde døren for hende, men sådan var det nu engang. Han afsluttede et brev med en fint skrevet underskrift, rullede pergamentet sammen, og begyndte at forsegle den med voks, og et stempel fra en gylden ring. Det tog selvfølgelig lidt tid, og i mellemtiden kunne Miss King få set sig lidt omkring, eller blot stå stille foran hans skrivebord. Der var ingen andre stole end den han selv sad på. Da brevet var blevet forseglet, tog han det og lagde den til siden. Den gamle Tiberius havde en del at se til resten af dette dag. Alastair rakte så ud efter en bunke til hans anden side, og inden længe havde han smidt en kopi af Marts-udgaven af Den Glade Fjerpen, på bordet foran Miss King. Alastair sagde intet, men rettede sig blot rank i stolen, foldede sig hænder på bordet foran sig, og kiggede på Miss King. Afventende... hans udtryk var ikke helt igennem alvorligt, men stadig bestemt.

[Marguerite Sophia King]

   Det gav et lille spjæt i Rita, da døren blev låst op, fordi hun ikke havde ventet det. Det første, der faldt hende ind, over den tydelige låsemekanisme var, at det var da utroligt dumt - hvordan i alverden skulle de så få fat på ham, hvis de havde brug for ham en eller anden mørk nat? Han var jo Overhovedet. Han skulle være tilgængelig. Og han sov næppe lige på den anden side af døren, så det var da ikke sikkert, han ville høre, hvis nogen bankede på... Dumt. Men i virkeligheden ville Rita nok alligevel vælge at gå til Ravenclaws eller Hufflepuffs overhoved, hvis der var noget galt. De gjorde i det mindste en indsats for at lære deres elever at kende.
   Rita tog nogle skridt ind i kontoret, da døren gled op. Hendes blik faldt som det første på Alastair, men hun opdagede hurtigt, at han var optaget. Så hun vendte blikket bort igen og gav sig til at inspicere kontoret i stedet. Stort. Ekstravagant. Hvorfor dog? Hun genkendte uglen oppe under loftet, der havde leveret beskeden til hende i morges og smilede en lille smule. Et gammelt fugleskræmsel. Hun holdt sig selv et aggressivt bæst af en hornugle, som hun meget passende havde navngivet 'Trold'. Han var ikke vellidt derhjemme. Havde det med at genere hunden.
   Stemningen i kontoret skiftede, og Rita vendte tilbage til Alastairs skrivebord. Det var rimelig utaknemmeligt at være gæst her, bemærkede hun i sit indre. Det trak lidt i hendes mundvig, som om, hun skulle til at smile, da han smed en udgave af Den Glade Fjerpen på bordet. Så det var det, det hele handlede om. Sådan noget pjat. Hun havde ikke været hårdere ved ham, end hun havde været ved så mange andre på skolen.
   "Jeg troede, De var ligeglad med, hvad der stod i Den Glade Fjerpen." sagde hun med et lille skuldertræk og flyttede så afventende blikket fra avisen til overhovedet. ".. Sir." fik hun tilføjet til sidst. Ikke at han havde sagt det ligeud til hende, men det var bestemt det indtryk, hun havde fået af ham. Men der var jo tydeligvis noget, der generede ham - ellers havde han ikke taget sig den ulejlighed at sende bud efter hende.

[Deleted]

Den gamle hornugle der sad på sin pind, havde selvfølgelig rettet sit blik imod Rita i det øjeblik hun trådte ind på kontoret. En brunlig hornugle, der snart nærmede sig de toogtyve år. Og som havde vane for at pjuske sine fjer med næbet og kløerne. Den havde ikke mange år endnu at leve i, den gamle ugle, som havde fulgt Alastair lige siden han selv var elev på Hogwarts. Og efter alle de breve der skulle leveres i løbet af eftermiddagen, så fik Tiberius nok også brug for lidt hvile. Alastair, virkede dog ikke særligt opmærksom på hende, inden han fik fundet bladet frem. Han lod hende betragte og undersøge som hun ville. Det kunne jo være at dragefiguren på en af hylderne kunne forbinde ham med Rumænien, og derved give hende lidt mere at skrive om? Tanken morede ham en smule, men det blev selvfølgelig ikke vist til hende. Han forblev blot afslappet, autoritær og fokuseret på hende.
Han fik et pludseligt indtryk af Miss King som værende... hovmodig, på en måde. Der var som sådan intet galt med hendes tone, eller ordene der forlod hendes mund. I hvert fald ikke noget han specifikt kunne sætte en finger på, men det var dog stadig et svar han som sådan ikke brød sig om. "Misforstå mig endelig ikke, Miss King. Jeg er som regel ligeglad.." Ligeglad.. et forfærdeligt ord, og det fik ham derfor til at rynke lidt med brynene, og fokusere lidt på ordet. Han lod hendes tone passere denne gang, og opretholde blot det sikre ydre, imens han så rejste sig op fra stolen. Ak ja, der var en gang hvor elever på denne skole havde respekt for deres Overhoveder. "Den Glade Fjerpen er en stolt og gammel tradition på Hogwarts. Og som dets Chefredaktør, har De alskens ret til at skrive hvad De synes, når De synes." Fortsatte Alastair imens han gik en halv omgang rundt om bordet, og nu stod på samme side som hende. Han fjernede kort blikket fra Miss King, og samlede bladet op, og lod sit blik hvile et par sekunder på dets bevægende billeder. Han vendte så igen opmærksomheden mod hende, med et bestemt blik. Men!... det var jo det store ord her, og han rakte i stedet ud efter en mindre bunke pergamenter, og lagde dem ovenpå avisen. "Disse, er breve fra bekymrede forældre og pårørende.." Han puttede begge sine hænder i sine bukselommer, og stod fortsat rank med fokus på hende. "Sytten breve, for at være præcis. Ni af dem har krævet en videre undersøgelse af både mine egne, og blandt andet Professor Wolf's og Vicerektorens kompetencer, og tre af dem har på noget så direkte vis, krævet mig fyret." Alastair talte ikke hårdt til hende, men blot i en formidlende tone. Lod hende forstå selve situationen, gav hende endda små pauser til at begribe sandheden af dette. Men alvorligt var det, og det burde kunne ses i de øjne der var rettet mod hende. Han tiede et øjeblik, og lod hende regne det ud på egen hånd. Hun var vel trods alt en intelligent ung kvinde, ikke sandt?

[Marguerite Sophia King]

   Ingen tvivl om, at Gryffindoroverhovedet udgjorde en meget autoritær skikkelse. Selv når han bare sad ned bag skrivebordet. Det var bare ikke alle autoriteter, som Rita havde det lige godt med - det var meget svingende faktisk, men hun tvivlede ikke et øjeblik på, at havde han keret sig for at vise sig iblandt eleverne bare engang imellem og lære dem at kende andre veje end gennem papiret, så havde hendes respekt været så meget desto større. Alastair var fin nok. Men indtil videre havde det forrige Overhoved været bedre, i Ritas optik i hvert fald - men hun så selvfølgelig heller ikke alt det, der foregik, selvom hun gjorde sit bedste for det.
   De gråblå øjne forblev rettet imod Alastair, som han talte til hende. Hun kunne godt fornemme, at det var en slags indledning til det virkelige problem, så hun holdt bare mund og lyttede til hans ord i tavs enighed. Hun fulgte ham med blikket, som han rejste sig fra stolen og gik rundt om bordet til hende. Blikket afveg dog fra ham i det øjeblik, han placerede en stak pergamenter oven på Den Glade Fjerpen. Synd og skam at dække det til. Ritas læber adskilte sig let i overraskelse, da han fortalte om indholdet i brevene, og hendes blik flakkede hurtigt tilbage til Alastair. Først overraskelse. Så en forbandet stor trang til at le højt. En af hendes mindre.. heldige tendenser. Tendensen til at le ukontrollabelt på de forkerte tidspunkter. Hun bed tænderne hårdt sammen, så man næsten kunne høre dem skure imod hinanden, i et forsøg på at holde latteren tilbage, da hun godt kunne fornemme, det ikke var helt det rigtige tidspunkt at le på.
   "Undskyld." fik hun frem og rømmede sig kort imod sin hånd, inden hun trak vejret dybt og tvang sig selv til at være alvorlig. Latteren var heller ikke længere at høre i hendes stemme, da hun talte. "Jeg anede ikke, at mine ord rakte så langt." fortalte hun, som sandt var, og skævede lidt til brevene igen. Hun vidste godt, når noget var alvorligt. Det var jo ikke for at få de ansatte fyret, at hun skrev om dem. Hun havde da heller ikke nævnt professor Wolf III, havde hun..? "I opholdsstuen bliver der mest snakket om, De ved, øhm, den del med Dem og Frk. Lavendway." fortsatte hun, ligesom for at understrege, at det virkelig ikke havde anet hende. Rita var ikke helt stolt ved situationen. Havde det været et par år tidligere, havde hun gnedet skosnuden ned i gulvet, men det afholdt hun sig fra nu.